Sønderborg - Tour de France målby i 2021

Der bliver kørt på den store klinge den 4. juli 2021!

Sønderborg er målby den 4. juli for de danske Tour de France etaper i 2021 og der vil komme mange gæster til vores naturskønne område!

Som optakt til etaperne i Danmark vil der fra den 24. marts 2021 blive lanceret et 100 dags program, som du vil kunne læse mere om på Sonderborg.dk

Tour de France ruten i Sønderborg Kommune
Ruten i gennem Sønderborg Kommune går fra den nordlige grænse til nabokommunen Aabenraa forbi det smukke og kongelige Gråsten, herfra går den øst om Nybøl Nor opover Dybbøl Banke og forbi Historiecentret Dybbøl Banke og Nationalsymbolet for dansk tapperhed - Dybbøl Mølle. 

Cykelrytterne vil komme strygende direkte ned over Christian d. X´s Bro og køre videre op ad Løkken, hvorefter de følger ruten på en sløjfe tilbage mod havnen og Alsik Hotel, forbi Multikulturhuset, under broen og langs Sønderborg Havn i retning af Sønderborg Slot. 

Fra Sønderborg Slot følger ruten strandpromenaden, inden den går nordøst om byen via Borgmester Andersens Vej og tilbage ad Augustenborg Landevej og målområdet.

Hot spots langs ruten
Der er mange gode steder at stå langs ruten og det er planen, at der skal oprettes hot spots med storskærm, madboder, toiletter og underholdning i Gråsten, på Dybbøl Banke og ved Sønderborg Slot. 

Overnatning i Sønderborg-området
Om du er til luksus eller overnatning under åben himmel, så finder du et hav af muligheder i Sønderborg Kommune.

På kortet kan du både se ruten og de mange former for overnatningsmuligheder.

Efter slutspurten fortsætter festen
Når cykelrytterne har passeret målstregen og du har set dem stå på holdbussen, så kører de ud til Sønderborg Lufthavn hvorfra der er udflyvning til Frankrig - men Tour de France festen fortsætter i midtbyen!