
Musik
På Als og i Sønderborg-området er der mange gode spillesteder der er klar til at give jer en fantastisk koncertoplevelse.
De klassiske værker
Koncertsalen på Alsion hører til blandt de bedste i verden og danner rammerne for Sønderjyllands Symfoniorkester. Her kan man opleve klassisk musik, musicals, opera og mange andre genre.
At være til koncert i en kirke giver en unik oplevelse og det er en anderledes måde at udforske kirkerummet. Der afholdes mange kirkekoncerter i Sønderborg Provsti.
Når orglet i Dronning Dorotheas Kapel på Sønderborg Slot spiller i sommerperioden, har du mulighed for at opleve musikken fra renæssance-tiden i præcis de stemmer som musikken i sin tid blev skrevet til. Datoerne fremgår af aktivitetskalenderen hos Museum Sønderjylland fra medio juni.
Spillestederne
Sønderborghus er et regionalt spillested hvor man kan opleve mange forskellige koncerter året rundt. Der er en lille cafe hvor man kan nye en bid mad og en forfriskning inden koncerten.
Kulturhuset Harresbækgaard drives af Thomas Eje og Kathrine Scrivens Eje. Huset er både et kunstgalleri og et spillested med koncerter året rundt. Du har også mulighed for at bestille events for grupper.
Olferts venner i Nordborg afholder arrangementer af forskellig art, så hold øje med hjemmesiden der opdateres løbende.
Open air
Rock i Mølleparken er en årligt tilbagevendende række af koncerter der afholdes på Friluftsscenen Mølleparken i Sønderborg.
Parkunderholdning i Gartnerslugten i Rinkenæs afholdes hver tirsdag fra uge 26 til og med uge 31. Det er gratis at deltage, så tjek programmet og tag afsted.
Nord-Als Musikfestival er den største årlige musikfestival, hvor de lokale mødes for at opleve kunstnere fra ind og udland. I smukke omgivelser ved Nordborg Slot er festivallen et besøg værd.
En-dags festivalerne ved Nøffel (Nybøl) og Stevning, er to hyggelige gratis begivenheder, hvor man møder de lokale over en kold øl eller vand samt fællesinteressen for musik.
Slagmarken er en ny koncertplads i Sønderborg, beliggende nord for Alssundbroen. Den 11 juni 2019 besøgte Bon Jovi Slagmarken og åbnede pladsen med et brag af en fest. Koncerten blev arrangeret af Kultur i Syd og Slagmarken vil komme til at huse mange store stjerner i fremtiden.

Koncertsalen Alsion hvor Sønderjyllands Symfoniorkester holder til. Foto:Kim Toft Jørgensen