Møllerne

Udnyttelsen af vind- og vandenergi hører til blandt verdens tidligste industrielle tiltag, og i dag har udnyttelsen af vedvarende energi stadig stor betydning.

De første møller blev drevet ved vandkraft. Desværre betød en faldende vandstand i bække og åer at de mindre møller måtte lukke, hvorimod man ved en del af de større vandmøller valgte at bygge en vindmølle til at supplere mølledriften ved tørke. Det ses ved den sidste af de oprindelige 10 vandmøller på Als – Vibæk.

Møllerne blev overvejende bygget af træ, så brand var en af deres største fjender. Ved udsigt til storm skulle mølleren sørge for at få vingerne bundet fast, så møllen ikke løb løbsk og blev overophedet.

Mølleren på Hedemølle, som lå ved Mommark, nåede i 1913 ikke at få vingerne bundet i tide, og måtte derfor sende bud til bønderne i området om at komme med alt deres korn, så møllen ikke løb varm og brød i brand. Det tog 3 døgn før vinden tog af og møllen kunne stoppes.

Bygningen af en mølle var en dyr affære og det var derfor ofte kronen eller hertugen, der bekostede byggeriet. Sidenhen blev møllen forpagtet til en møller. Møllen blev sikret en indkomst ved mølletvang, hvilket vil sige at bønderne skulle levere deres korn til en bestemt mølle.

Bønderne betalte en afgift i form af mel til mølleren, dette kaldtes mølletold og mølleren betalte mølleskat til lenet eller kronen.