Løvfrøen og de andre padder

Foto: Kim Toft Jørgensen

Løvfrøen og de andre padder er fredet i Danmark. Der findes dog 8 arter der er under streng beskyttelse og de 5 af dem lever også i Sønderborg-området.

Padderne er fredet
Der har levet padder på jorden i millioner af år, og man regner med at der for blot 50 år siden fandtes 5 gange flere padder end i dag. I Danmark findes der 14 paddearter, 9 af dem lever i Sønderborg-området og af dem er de 5 af arterne under særlig streng beskyttelse.

Det drejer sig om Løvfrø, Løgfrø, Strandtudse, Spidssnudet frø og Stor vandsalamander.

Padderne yngler i vand
Mange vandhuller er forsvundet på grund af ønsket om mere agerjord eller behovet for boliger. Men i Sønderborg Kommune har et fantastisk samarbejde med private ildsjæle betydet at mange vandhuller er blevet genskabt. Der er dog med jævne mellemrum brug for at vedligeholde vandhullerne, så de ikke gror til.

Oplev padderne og lær dig noget
Det er sjovt at fiske haletudser og utroligt fascinerende at følge deres udvikling. På Als må du indsamle haletudser af alle paddearter på nær Løvfrøen. Det er vigtigt at du sætter haletudser og færdigudviklede frøer ud i det samme vandhul igen.

Strandtudse
Med det navn skulle man tro at denne tudseart kun levede ved stranden, men du kan også finde den i sandede strandengsområder med lav vegetation.

Stor vandsalamander
Den store vandsalamander kan kendes på den vortede hud og den orange-gule bug med sorte pletter. Når larven har udviklet sig til en voksen vandsalamander opholder den sig på land og vender kun tilbage til vandet når det er yngletid.

Spidssnudet frø
Den spidssnudede frø kan nemt forveksles med Butsnudet frø, men der er dog nogle sikre kendetegn, såsom den spidssnudede frøs forrodsknude, som sidder ved bagbenets indertå og de voksne frøers lyse, ensfarvede bug, hvor den butsnudede frø har pletter på bugen

Løgfrø
Når løgfrøen ikke yngler opholder den sig gerne i områder med løs og sandet overjord. Sønderborg-området består mest af god og frugtbar lerjord, men du kan være heldig og finde løgfrøen oppe på den nordligste del af Als og ovre på fastlandet, nær Tørsbøl.

Løvfrø
Øen Als har en meget central rolle i løvfrøens fremtid. Det er nemlig lige her, at du finder en af Danmarks største koncentrationer af den lille grønne frø. Den kendes let på den klare grønne farve og du skal huske at kigge opad når du leder efter den, for den sidder gerne oppe i løvet.
 

Padderne er sårbare
Padder har brug for vandhuller med rent vand uden fisk! Udsætning af fisk i vandhuller er en trussel mod padderne, da de spiser deres æg og larver. En anden trussel er fodring af ænder, som forurener vandet voldsomt.