Trompetsvampe

Trompetsvampe i Gråstenskovene

Foto: Jean-Pol GRANDMONT

Brug efteråret til svampejagt! Tiden fra sidst i september til sidst i november måned er svampetid i skovene på øen Als samt omkring Gråsten, hvor du blandt andet kan samle Trompetsvampe.

Jeg elsker svampe! Det at gå en stille tur i skoven en tidlig efterårsmorgen og suge dufte og lyde til sig er fantastisk, og man får virkelig fyldt de mentale batterier godt og grundigt op. Når man med en kurv på armen og en lille kniv i hånden kan samle en fantastisk råvare til aftensmaden, går det hele op i en højere enhed.

Der findes mange fantastiske spisesvampe, men som de fleste ved, så er der også dødelige giftige svampe. Derfor er det livsvigtigt, at man ved, hvilke svampe man plukker. Man kan enten tage med på en svampetur eller bruge en af de mange gode svampebøger, der findes.

Området i Gråstenskovene omkring den store shelterplads, Syvstjernen, er en dejlig kuperet bøgeskov, der er gennemskåret af små bække, der løber på kryds og tværs. Og fra september til november vælter det op med en rigtig god spisesvamp – Trompetsvampen. Det er en rigtig god svamp til nybegynderen, da der ikke er mange forvekslingsmuligheder. Man skal dog passe på ikke at forveksle den med andre rådne svampe.

Trompetsvampen ligner ikke en almindelig paddehat som man kender fra f.eks. champignon eller rød fluesvamp. Derimod har den fået sit navn fordi den ligner en stor tragt, der kan minde om en trompet. Hele svampen er tynd, lidt sej, hul og 3-10 cm høj. Duften er en ganske behagelig lidt frugtagtig duft. Alt efter hvor fugtig der er, så svinger farven fra musegrå over mørkegrå, til næsten sort.

At gå en tur i skoven på jagt efter Trompetsvampe er en fornøjelse, men det er det så sandelig også at spise dem. Trompetsvampen er meget alsidig i køkkenet da den er så tynd i kødet. Dette gør den særlig velegnet til at tørrer og gemme til senere brug. Den egner sig også rigtig godt til en pizza sammen med mozzarella og estragon eller som et sprødt drys over en omelet.

Hvis man har lyst til lidt større udfordringer i køkkenet, kan man med fordel kigge lidt nærmere på projektet VILD MAD, der arbejder med at bruge vilde råvarer i køkkenet. Der findes både en hjemmeside og en App, og her kan man få hjælp til af vilde råvarer samt forslag til spændende opskrifter.
En af mine favoriter er Konfiteret Trompetsvamp!

Rigtig god jagt og fornøjelse i køkkenet