Kom til Sønderborg-området; til lands, til vands eller i luften

Transport til og i området

Der er mange muligheder når I skal til og fra eller rundt på ferieøen Als og i Sønderborg-området, om det så skal være til lands, til vands eller i luften. 

Til Lands

Ferieøen Als og Sønderborg by er forbundet til fastlandet med to broer, den smukke Christian d. X´s Bro og den nyere Alssundbro.

Den 26 km lange Sønderborg-motorvej kobler Sønderborg direkte på det danske og europæiske motorvejsnet og er den hurtigste vej til Als. Sønderborg-motorvejen går fra motorvej E45 ved Kliplev til Sønderborg-området og slutter ved Alssundbroen og Sønderborg V, hvor der er motortrafikvej videre til Sønderborg C og Ø samt til det øvrige Als.

Vil du under dit besøg til Tyskland med offentlige transportmidler, er det hurtigst med bus. Turen fra Sønderborg til Flensburg tager ca. 1 time, og der er afgange ca. hver time. Se køreplan for denne rute og andre ruter, inkl. X-busserne, hos Sydtrafik.
På Flixbus.dk kan du finde over 10 ugentlige afgange, som kører til Sønderborg fra København via Kolding.

Kommer du med toget, er der banegårde i både Gråsten og Sønderborg, hvorfra der er direkte forbindelse fra bl.a. Odense og København hver anden time. Se togforbindelser og tilbud her.

Biludlejning eller taxa

Ønsker du at være fleksibel og bevæge dig rundt på egen hånd, eller har du brug for en bus med chauffør til din gruppe, så kan du finde bil- og busudlejningsfirmaer her.

Dantaxi i Sønderborg kan nås på tlf +45 74 42 18 18 - andre selskaber finder du hér

Til Vands

Kommer du nordfra, gennem Jylland og skal over til ferieøen Als, kan du tage den lille bilfærge ”Bitten Clausen” fra Ballebro til Hardeshøj – det ta´r kun 10 minutter.

Med færgerne fra Ærø (Søby-Fynshav) og Fyn (Bøjden-Fynshav) tager overfarten til Als ca. 1 time. Med disse færgeruter kan du også tage en lille udflugt til Ærø eller Fyn for at udforske naboøerne. Eventuelt på cykel. Husk at bestille plads til cykler på færgen.

Færgeforbindelser

I luften

Til og fra Sønderborg Lufthavn er der flere daglige afgange til København. Flyveturen tager ca. 40 minutter. Så du kan enten tage luftruten hertil på ferie eller på en udflugt til hovedstaden for at besøge Tivoli, Den lille Havfrue m.m. - turen frem og tilbage kan nemt klares på en dag og tilbud finder du hos Alsie Express. Har du dit eget fly, kan du også vælge den noget mindre landingsplads Pøl Flyveplads på Nordals.

Flyforbindelser, lufthavn og flyveplads