VisitSønderborg

Rinkenæshus Camping

Kun 2 km fra en af Danmarks smukkeste vandreruter, Gendarmstien, ligger en lille hyggelig campingplads med kun 40 campingpladser, 4 hyggelige små hytter og 3 sheltere.

På pladsen er der en lidt gammeldags stemning, hvor folk hilser på hinanden og snakker sammen. Det er en rolig plads, hvor der er plads til alle, også hunde. Udover toilet- og badefaciliteter er der et fælleskøkken med brætspil til rådighed og et bytte-bibliotek. Det er muligt at købe morgenmad, frokost eller aftensmad fra husets køkken eller at låne en grill. I receptionen er der mulighed for at købe dagligvarer, morgenbrød, drikkevarer, is mm.

Rinkenæshus Camping er omgivet af historiske vingesus fra både øst og vest.16 km i vestlig retning, nær Padborg og den Dansk/Tyske handelsgrænse ligger Frøslevlejren. Mod øst, kun få kilometer fra Rinkenæs, ligger Gråsten, hvor slottet spejler sig i den blanke sø, og den velplejede park blot venter på et besøg. Fortsætter man yderligere mod Sønderborg støder man på Dybbøl Banke og Dybbøl Mølle, og når man kommer til Sønderborg og krydser Kong Christian X Bro, kan man se Sønderborg Slot, som prægtigt strækker sine røde mure højt op over vandets overflade. 

Takeaway
Tirsdag til søndag kan der afhentes mad fra vores menukort el. dagens ret i vores luge ud mod vejen. Vi har også åben for spisning i vores lille cafe, både til frokost og aftenspisning. Vi bruger danske, friske råvarer, som vi vil påstå kan smages. Samtidig går vi højt op i at mindske madspild, så vi kan passe godt på miljøet og hinanden.

Caféen
Vores lille hyggelige cafe er indrettet i en hjemlig stil, som giver en følelse af mormors kolonihavehus. Her er en rolig og tryg atmosfære med mulighed for at få et afbræk fra verden udenfor i en lille hyggekrog eller spille et af de mange tilgængelige brætspil, mens man nyder et stykke hjemmebag, en frokost eller bare en god kop kaffe.

Festsalen
I vores eventyrlige festsal, hvor lysekronerne hænger fra hvælvinger i loftet og scenen står klar enhver form for underholdning, er der god plads til både livets store og små begivenheder, foreningsliv, foredrag eller andre arrangementer, kun fantasien sætter grænser. Alt er muligt, bare tag kontakt, så står vi klar til at hjælpe.