Grupper og busoperatører

Foto: VisitSønderborg

Få øjnene op for historien! Har du lyst til en særlig event i forbindelse med familiebesøg eller skal foreningens udflugt have lidt historisk islæt, så book en tur med guide hos Sønderborg Turistbureau. Vi tilbyder ture i Sønderborg Kommune, samt 1864-bustur der også går syd for grænsen.

Vores guider kan både tage jer med rundt til fods eller hoppe med ombord på bussen og vi tilbyder både historiske ture og forskellige foredrag.

Foruden de ture vi har beskrevet under de faste rundvisninger, som vi tilbyder om sommeren, er det også muligt at få sammensat ture efter eget ønske og interesse. Turene varer typisk 1½ til 3 timer, der er dog ikke tale om de samme priser.

Busture og spisning undervejs er også noget vi kan være behjælpelige med, da vi har kontakt til lokale busoperatører og restauranter.

Alle vore guider taler dansk, størstedelen kan også tysk og nogle af dem taler engelsk. Vi bestræber os altid på, at finde netop den rette guide til turen, så jo flere oplysninger du kan give os om gruppen, jo større chancer har vi for at finde det rette match.

Det er vores erfaring, at gæsterne får den bedste oplevelse ved fordelingsnøglen 1 guide til 25-30 personer. Både for at alle kan høre hvad guiden fortæller, men også fordi der til tider opstår pladsproblemer, når der er tale om ture indendørs på eksempelvis Sønderborg Slot.

Prismæssigt ligger vi på DKK 850 pr. guide for de første 2 timer og DKK 350 pr. påbegyndt efterfølgende time.
Derudover kan der forekomme ekstraomkostninger i form af entré og faktureringsgebyrer, ekstraåbning af Gråsten Slotskirke og udgifter til taxakørsel for guiden, hvor turens start og slut sted ikke er den samme. Dette vil blive oplyst ved bestilling eller fremgå af tilbud og bekræftelsen.

Ved bestilling vil vi gerne have et mobilnummer og navn til en kontaktperson, som er med på selve turen – dette vil blive videregivet til guiden og inden turen vil I ligeledes få udleveret et kontaktnummer til guiden.

Du kan betale på flere måder, for vi tager både imod kontant betaling og Mobile Pay. Vi sender også gerne en faktura, dog er vi nødt til at have oplyst enten CVR-, EAN- eller CPR-nummer.

Her henviser vi til andre udbydere!
Da vi ikke er medlem af rejsegarantifonden, har vi ikke mulighed for at tage grupper ind, som ønsker overnatning – så her henviser vi til Sønderborg Konference & Event Service.

Ønsker du en rundvisning på Dybbøl Banke eller i Historiecenter som en del af dit dagsprogram, anbefaler vi at du først tager kontakt til Historiecenter Dybbøl Banke og booker den del af rundvisningen, så tilpasser vi resten af programmet derefter.